Velkommen

refugee-1609389_1920 (2)

…Og da kom hun til et hus i skoven, hvorpå der stod “Her bor enhver frit”

Ovenstående citat stammer fra folkeeventyret “Pigen uden hænder”. Det er et eventyr, som jeg personligt holder meget af; og til dig, der ikke kender det, kan jeg fortælle, at pigens hænder vokser ud igen, mens hun som voksen opholder sig i huset i skoven.

Jeg hedder Despoina. Jeg er 46 år og er indehaver af, terapeut og underviser i Terapihuset Gratia, som ligger på landet nær slotsbyen Gram i Sønderjylland,

Terapihuset Gratia har kvinder som målgruppe, og det er et sted:

  • hvor kvinder kan modtage individuel terapi af høj standard, hvor 5-PATH® hypnoterapi går hånd i hånd med kognitiv terapi. Terapisessionerne er placeret alle hverdage mellem klokken 9 og 15
  • hvor kvinder gennem maleterapeutiske holdkurser kan styrke dialogen med deres ubevidste og ad den vej udvikle sig selv.
  • hvor kvinder kan udvide deres horisonter “højt op, dybt ned og vidt frem” i hyggelige fysiske rammer. Hvor de kan lære sig latin, få indblik i filosofi, historie, religion og litteraturhistorie mv. og har mulighed for at opleve disse fag åbne verdener og være enhver kvinde vedkommende.
  • hvor kvinder i læsegrupper kan møde sig selv og hinanden i litteraturen og poesiens verden.
  • hvor der tilbydes undervisning i 7th Path Selvhypnose®
  • Et sted, hvor man kan “bo frit”, de timer eller dage, man er her. Et sted, hvor hver kvinde enkeltvis kan lande, være sig og “yderligere finde”.

Terapihuset Gratia ligger ikke ude i skoven, men med sine fysiske rammer og stille hvilen blandt markerne er huset velegnet til at rumme og give plads til den kvindelige dynamik i dens mange afskygninger. Her er rart at være. Stedet er omsorgsfuldt i sig selv.

Gæstfrihed, forståelse og det at gøre tingene helt, ærligt undersøgende og med etikken i orden har altid været noget, som har ligget mig på sinde – og at rette stedets fokus på kvinder alene, føles godt, rigtigt og vigtigt.

Kvinders mangfoldige væsen

kvindens mangfoldige væsen

Kvindens væsen er og bliver en mangfoldig størrelse. Hun er en skarp og præcis tanke, en tindrende og lynende intelligens, en roligt bevægende sig rokke, og hun er en hval, som rummer det dybeste mysterium og det største pantheon. Hun er et hav, hvor bølgerne styres nedefra og ikke kan skelnes. Hun er en stor cirkel, en tangent – en stor rytme og et brud på den. Hun er galoperende heste, en torden fra en himmel eller et bjerg. Hun er en fyldig stilhed, et dybt og grumt skrig og et “Hey. Cool. What´s up?”. Hun er som jordens indre og hvad, der lever, gror og dør. Hun er skaber, og hun er ødelægger. Hun er tanke, følelse, sansning og intuition. Hun er pige, moder, kriger, jægerinde, præstinde, skøge og en fanden i voldsk “I choose to act craaaazy”- dynamik. Hun er det hele og lidt til – og desværre er der derfor også mange kvinder, som igennem livet har hugget en hæl og klippet en tå i deres egen sunde mangfoldighed, fordi det ligesom bare syntes nødvendigt for at få tilværelsen til at fungere!

Kunstneren Ursula Reuter udtrykker måske en flig af den viltre indre mangfoldighed her:

Engang ville jeg male vores hus – der var sådan nogle flotte hortensia buske foran det. Det blev desværre ikke til noget. Jeg malede et andet. Det var det samme bondehus men med brandrød himmel og forkullede bjælker.” (Ursula Reuter Christiansen, Kast en brand, 1980).

Mange kvinder oplever heldigvis deres gode råenergi intakt igennem livet, men rigtig mange føler også, at deres energi og dynamik siver stille ud over lang tid. Nogle mærker, at det i en periode af livet går lynhurtigt. Hver femte dansker lider af depression eller angst, og mange af dem er kvinder. Sådan noget gør mig ked af det. Sådan skal det ikke være.

Mange kvinder prøver at distrahere sig fra den lille smerte, de mærker, hver gang dynamikken siver lidt ud. Og er smerten blevet større, prøver de fortsat at distrahere sig. Der er jo så meget andet, man lige skal tage sig af og have til at fungere. De prøver at tage sig sammen. Det går nok over. De giver sig selv og hinanden peptalks. Op på hesten igen! De får eventuelt den ide at dulme den trælse følelse med en ny hobby, læser nogle selvhjælpsbøger, detoxer sig eller forsøger sig med en ny gardarobe eller et nyt job. Det hjælper på humøret nogen tid, men opnår de ikke at få sat dynamikken fri, hjælper det ikke i længden. Og efter gentagne ture i distraktionsmanegen, står den enkelte kvinde så ofte tilbage med følelsen af, at der er noget helt galt (og det er der!), og hun tænker måske: “Og det er åbenbart bare mig, der er noget galt med” (det er det ikke!).

Det manglende selvværd og de negative tanker og oplevelser med sig selv i verden kan således gå hen og blive til en fast overbevisning i den enkelte kvinde. Overbevisningen bliver en stemme inden i hende, og hun begynder både at se sig selv og verden igennem den. Overbevisningen bliver vanetænkning. Sådan noget er smertefuldt. Hun sammenligner sig med kvinder, der ser ud til at være mere lykkelige, klare skærene og have mere energi – og som ser ud til at lykkes gang på gang. Hun er hård og destruktiv mod sig selv og tvivler mere og mere på sit værd og sine evner: “Jeg duer jo ikke, som andre gør. Hvorfor har jeg ikke styr på mig? Hvorfor bliver jeg ikke glad? Hvorfor skal jeg kæmpe og kæmpe?” 

Det er forfærdeligt at se sådan noget udvikle sig – og det er drønærgerligt, for inde i sig selv bærer hun ofte alt det, hun netop har brug for. Dynamikken er bare blevet dænget til af “lort”, “huggen en hæl og klippen en tå” og “begrænsning på begrænsning” igennem hendes liv. På den måde er hun blevet såret, rystet. Der er virkelig noget galt, men der er ikke nødvendigvis noget galt med hende.

Det er min overbevisning, at dynamikken og den gode energi aldrig forsvinder eller siver ud. Den er givet til den enkelte kvinde i netop hendes form, og den bor inde i hende gennem hele hendes liv. Mange kvinder oplever dog, at de har mistet den. Nogle tænker, at de aldrig har haft den. Men ofte har de bare glemt den, fordi de har lukket kontakten til den ned med tiden, fordi der ikke var plads til den i det liv, de voksede op i eller senere stod i. Den passede ikke ind og de holdt op med at spørge til den og spørge efter den. De klarer sig bare.

Det er naturligt. Sådan gør man. Det kan være nødvendigt.

Og det samme sker vel for mændene? De beskriver måske deres dynamik med andre ord og mærker og tolker den måske på en anden måde. Har de lagt den til side, kan de også være en anelse mere skeptiske over for at opsøge terapi og kurser for at gå ind i processen med at finde tilbage til dynamikken igen. De bryder sig måske ikke så meget om at sige: “Kan du hjælpe mig?”. Kvinderne har det lettere her, tror jeg, og får den enkelte kvinde først gravet nogle begrænsende øvre lag af, er det ofte, som om dynamikken straks trækker i hende, og så sker der hurtigt gode ting og sager! Og det GØR SÅ GODT at være dén kvinde lige dér, og det er så FEDT at være sammen med hende i hendes proces. Jeg elsker at arbejde i det felt!

Husets to grundlæggende ydelser

Terapihuset Gratia

Terapihuset Gratia har to grundlæggende ydelser:

A) Individuel terapi, hvor 5-PATH® hypnoterapi går hånd i hånd med kognitiv terapi. Et sådant individuelt forløb strækker sig over 7 sessioner.  Du kan også booke sessioner med almindelig samtaleterapi eller coaching. De individuelle terapiforløb er placeret i hverdage mellem klokken 9 og 15.

Når kvinder kommer i terapi, kommer de ofte med noget, som går dem på. Det kan være angst, manglende selvværd, stress, ondt i sindet, ked af det hed, skam, uhensigtsmæssige spisemønstre, tankemylder, forskellige former for afhængighed, smertefulde oplevelser og opgivelse. Og så starter vi lige der i mistrivslen.

B) Diverse foredrag, kurser, workshops og andre arrangementer. De ligger på hverdagsaftener og i weekender.

Når kvinder kommer til foredrag, kurser og workshops eller andre arrangementer, kommer de med vidt forskellige interesser i det stof og de processer, som foredraget/kurset/workshoppen/arrangementet omhandler. Men jeg oplever altid, at kvinder, når de er her, mødes i både forskellighed og genkendelse, og at de udveksler sig med hinanden på et ærligt og for alle givende plan. Jeg oplever gang på gang, at vi ret hurtigt skaber en rar og tryg stemning med plads til og forståelse af hinandens forskelligheder. Uanset arrangementets eller kursets art, starter vi også altid med at præsentere os for hinanden (navn, hvad har man været optaget af i dag, og hvorfor sidder man her lige i dette Nu?) Det kan gøres ganske kort, og det betyder så meget. Vi lander simpelthen.

“Mysteriets” udfoldelse 

Kvinder og terapi

Aktiviteterne i Terapihuset Gratia er egentlig ret forskellige, men på trods af deres forskellighed skaber de alle mulighed for, at “mysteriet” i den enkelte pige/kvinde, stille og tydeligt kan folde sig ud.

Det lyder måske voldsomt og vældigt spirituelt at anvende ordet “mysteriet”, men sådan er det ikke nødvendigvis. Jeg ved bare ikke, hvad jeg ellers skal kalde det…

“Mysteriet” ligger ofte i det skjulte, og vi går alle rundt med sådan et inde i os. Det rummer hvad vi er, og det kan vise os, hvad vi har brug for. Det rummer alt det fine og stærke, vi altid har været – og stadig er, men også alle de smertefulde følelser, sår og skrammer, vi hver især har fået gennem livet.

Jeg oplever, at lige dér, hvor “mysteriet” folder sig stille ud, lige dér opstår dyb indsigt – og med dyb indsigt opstår i samme nu evnen til at reparere sig. 

Jeg oplever under individuelle hypnoterapiforløb, at “mysteriets” udfoldelse kan føles helt simpelt for nogle kvinder. En kvinde kan fx bagefter (småfnisende og med liv i øjnene) spørge mig: “Hey, var det bare det?” “Ja, for faen. Det var bare det!” Og så storsmiler vi begge vel vidende, at det lille “bare det” jo havde sat en ordentlig kæp i hendes hjul, så længe det var skjult for hende. Andre gange opleves indsigten i mysteriet som stort og spirituelt. Den samme kvinde kan have forskellige oplevelser med sit “mysteries udfoldelse” gennem livet – “mysteriet” er nemlig ikke en fast størrelse.

Når kvinder kommer I Terapihuset Gratia, kommer de altid af en årsag og med et ønske. Sådan er det bare. Og når de tager herfra, bærer de noget, der gjorde dem godt, med sig. De mødte noget her, som var dem vedkommende. Og jeg selv er sikker på, at de mødte en flig af sig selv, og at de oplevede en eller anden form for genkendelse af noget dybt inde i sig selv – måske en form for “lost part”? – og dét uanset om de var i terapi eller til et kursus. Noget foldede sig ud inde dem – og det er det, Terapihuset Gratia handler om: “At lade det folde sig ud”.

“Den typiske kvinde”, der opsøger Terapihuset Gratia, er mellem 18 og 75 år. Uanset alder står hun lige midt i “sit”, og i Terapihuset Gratia, har hun mulighed for på meget forskellig vis at vande og gøde sit væsen i ro og mag. 

Hjemmesiden

Ved at klikke dig rundt her på hjemmesiden kan du finde grundigere informationer om alle Terapihuset Gratias aktiviteter. 

Siden er ret læsetung, så sæt dig godt til rette, og nyd eventuelt en kop te eller kaffe, mens du læser den nærmere igennem.

Og så lige (for det er vigtigt):  På siden ser du IKKE fotos af reelle klienter i terapi. Billedsiden er alene valgt med henblik på at illustrere situationer og stemninger.

OBS: Al booking foregår via telefon eller e-mail.

Venlig hilsen

Despoina Sandvej  

Terapi og kurser for kvinder
I Terapihuset Gratia er der fred og ro. Er det sommer sætter vi os udenfor.
Udsigt fra Terapihuset Gratia
Terapihuset Gratia ligger på landet med udsigt til markerne.